
Helstegt kylling med bagte rodfrugter
4 personer
Arbejdsgang Tænd ovnen på 200 grader. Gør grønsagerne til de bagte rodfrugter klar. Gør kyllingen klar. Sæt begge dele i ovnen. Lav dressingen til de bagte rodfrugter, mens de er i ovnen. Hæld dressingen over rodfrugterne, når de er færdigbagte.
Bagte rodfrugter
Du skal bruge 10 fed hvidløg 1 pastinak 2 store gulerødder ½ selleri 2 rødløg 1 deciliter vand ½ teske salt ½ teske peber
Marinade: 2 spiseskeer olivenolie 1 spiseske rødvinseddike 2 teskeer salt ½ teske peber
Persille
Sådan gør du 1. Tænd ovnen på 200 grader. 2. Vask, og rens grønsagerne grundigt. 3. Pil skrællen af hvidløgsfeddene. 4. Skær pastinakken, gulerødderne og sellerien i stave. 5. Skær rødløget i store både. 6. Smør et ildfast fad, og kom hvidløg, pastinak, gulerødder, selleri og rødløg i sammen med vand, salt og peber. 7. Bag grønsagerne i ovnen i cirka 1 time. Rør i dem af og til. De er færdige, når de er møre. 8. Lav marinaden, mens grønsagerne er i ovnen. Pisk olie, rødvinseddike, salt og peber i en skål. 9. Vask persillen, og hak den. 10. Tag fadet ud, når grønsagerne er færdige og hæld marinaden over. Drys med persillen.

Helstegt kylling
Du skal bruge 1 frisk kylling på cirka 1600 gram ½ teske salt ½ teske peber 1 deciliter vand
4 skiver brød
Sådan gør du 1. Rens kyllingen, både indvendigt og udvendigt, og dup den tør med køkkenrulle. 2. Krydr den med salt og peber på den udvendige side. 3. Læg kyllingen i et ildfast fad. Hæld 1 deciliter vand ved. 4. Steg kyllingen i cirka 50 minutter i den forvarmede ovn (200 grader). 5. Stik i kyllingen med en kødnål. Hvis kødsaften er klar, er kyllingen færdig. 6. Servér kyllingen med rodfrugtsalaten og brød som tilbehør.
Grønsager per person: cirka 200 gram 
Tip Husk at holde råt fjerkræ adskilt fra alle andre råvarer. Der kan være bakterier i råt kød og kødsaft. Vær omhyggelig med at vaske redskaber af - for eksempel kniv og skærebræt - før du bruger dem til noget andet. Vask også dine hænder, når du har rørt ved råt kød. Retter med fjerkræ skal være gennemstegte eller godt kogt, før du spiser dem.
Indkøbsliste (Husk at tjekke køkkenskabene for ingredienser før du køber ind)
1 frisk kylling på cirka 1600 gram 10 fed hvidløg 1 pastinak (200 gram) 2 store gulerødder (200 gram) ½ selleri (200 gram) 2 rødløg (200 gram) 1 bundt persille Et godt brød eller flute Salt Peber Olivenolie Rødvinseddike

|